ERINDRINGSLÆNGSLER
Fem-seks ting jeg ved om Per Baagøe og hans senere malerier

Af Torben Weirup

Ærlige billeder. Det er det første, jeg tænker, nå r jeg tænker på Per Baagøes.

Ærlige billeder. Reelle, uprætentiøse, i personlig forlængelse af traditionen. l pagt med virkeligheden og i overensstemmelse med kunstnerens sind - og udsprunget af mødet mellem de to størrelser. Det er langt fra altid en selvfølge. Hos Per Baagøe er det.

Mennesket har en central placering i Per Baagøes motivverden - også nar landskabet som ved denne kreds af malerier er tømt for det. Måske fordi længslen i billederne er så udtalt.

Per Baagøe maler himlen og havet og mødet mellem dem ude i horisonten. Han maler landskabets bløde konturer, skyerne, skovtykningen, kystlinien, klitterne, kornmarken og stien ind i landskabet. Motivet er ofte hentet i Rørvig, hvor kunstneren hele sit liv har haft sin gang, men der har også været afstikkere til den jyske vestkyst, det sydlige Europa og det nordlige Spanien. Man kan genkende partier fra navnlig Rørvig i billederne, og det kan man have personlig glæde af, men for billederne er det for så vidt ligegyldigt. Vist er kunstnerens malerier undfanget i mødet med vandet og landet - men trods denne forankring i virkeligheden udtrykker billederne snarere erindringen om landskabet og længslen efter det, end de tilstræber den topografisk korrekte gengivelse, og her kan det være interessant at vide, at billederne bliver til i kunstnerens værksted inde i byen langt fra havet.

Per Baagøe kender sit motiv, det er blevet ét med ham, og han behøver ikke stå ved den yderste nøgne pynt, for at han kan sige noget troværdigt om substansen i og karakteren af naturen, og det er vigtigt, at indtrykkene fra landskabet blander sig med kunstnerens sind og med hans temperament og hans eget liv. Han ser og sanser - men indtrykkene smelter sammen med kunstnerens sind, og af det kommer resultatet.

Billederne ligner hinanden. Det er kedeligt, vil den utå Imodige sige som kræver hastig forandring og nyt, nyt, nyt. Det viser en kontinuitet, kunne man også frernhæve og igen tænke på den ærlighed og den troværdighed, der er kvaliteten ved og kendetegnet for hans kunst. Modsat andre kolleger, som ubesværet springer fra udtryk til udtryk for at tækkes tidens trend - men hvor hjertet og troværdigheden ofte mangler. Per Baagøe maler landskabet igen og igen, fordi det er vigtigt for ham, og fordi det foreløbig har vist sig at være et uudtømmeligt motiv. Det er fra billede til billede den samme fortælling om variationen i naturens uforanderlighed, og det er som med et musikstykke, man spiller igen og igen med forskellige betoninger. Der er billeder, som er umiddelbart vellykkede i deres afklarethed, og der er nogle, der er det i mindre grad. Uden at det gør de sidste mindre interessante, for de fortæller om kunstnerens kamp med stoffet. Det er det, der er det afgørende i kunstnerens arbejde. Det er på det, han skal bedømmes. Det er her, integriteten er.

Per Baagøe er født 1946 og især uddannet på Det kgl. danske Kunstakademi hos bl.a. Søren HjorthNielsen, som fremhæves fordi det er ham, der sammen med Hoppe, Hartz, Giersing Kielberg, Leth og andre star for den tradition for personlig fortolket maleri med udspring i naturiagttagelsen og -besyngelsen, Per Baagøe dyrker så intenst og med et selvstændigt, personligt og ærligt maleri som resultat.

Naturalisme er ikke et må l. Det er farven, der er det. Men forankringen i virkeligheden giver billedets dets kompositoriske stramhed. Per Baagøe debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling 1971, var 1974-88 medlem af Violet Sol og er i dag medlem af Corner.

Torben Weirup er kunstanmelder ved Berlingske Tidende.